Internettet tog over
I 1997 begyndte jeg at læse matematik og datalogi på universitetet. Samtidig arbejdede jeg med internetsupport og hjalp folk på nettet via modem. Internettet var nyt og spændende; studiet var stadig ret binært. Inden længe tog arbejdet over. Mellem supportopkaldene begyndte jeg at skrive HTML og bygge enkle hjemmesider for mine egne kunder.
I januar 2000 blev jeg PHP-udvikler hos TV 2. Et år senere tog jeg til Thailand med en plan om at bygge hjemmesider og på den måde forlænge rejsen. Jeg drømte om at kunne arbejde fra en bærbar computer på tropiske øer.
En restaurant på stranden
På Koh Samui blev jeg fast gæst på en strandrestaurant, som var ejet af Paisit Kapilakan, kaldet Jod. Han havde studeret design og web på Billy Blue i Sydney. Vi faldt i snak, og i 2001 startede vi IT Graphix, en virksomhed inden for web og grafisk design.
Med IT Graphix byggede vi hjemmesider for mange af øens ejendomsmæglere, dykkerskoler, hoteller og andre lokale virksomheder. Jeg programmerede og tog mig af salget til de mange udenlandske kunder; Jod arbejdede med de thailandske kunder.
En tidlig idé om villaudlejning
En af vores første kunder var Marc Ribail, der dengang var direktør for strandhotellet Muang Kulaypan på Koh Samui. Omkring 2001 eller 2002 kom han til os med en idé, der lød ret vild: private ferievillaer skulle kunne bookes på nettet. Det var flere år, før villaudlejning blev en almindelig del af de store bookingportaler.
Vi byggede hjemmesider til flere destinationer, blandt andet Thailand-villas.com, som stadig findes i dag. Det, der begyndte som et kundeprojekt, udviklede sig til både et forretningssamarbejde og et venskab, der stadig består.
Fra web og design til trykte turistguider
Tre år efter starten på IT Graphix startede vi United Publishing. Vi trykte og distribuerede restaurant- og livsstilsguider til turister. Fra 2006 til 2009 arbejdede vi også sammen med Ink Publishing og solgte annoncer i Fah Thai, Bangkok Airways’ magasin til flypassagerer, og CNN Traveller.
De to virksomheder voksede fra Jod og mig til 18 personer. Jeg foretrak arbejdet med projekterne frem for ledelsen af virksomheden. Gennem arbejdet mødte jeg hotelchefer, kokke, virksomhedsejere og kolleger fra mange lande. Sammenholdet blandt udlændinge på Samui var stærkt, og flere af dem, jeg arbejdede sammen med, blev venner.
Det var også her, jeg mødte Gregers Møller fra ScandAsia. Vi blev gode venner, og jeg hjælper stadig med hans hjemmesider, når der er brug for det.
Jeg valgte projektarbejdet
I 2009 ændrede mine prioriteter sig. Jeg havde mødt kvinden, jeg ville giftes med, og ønskede ikke længere en arbejdsuge med jagt på nye kunder, salgssamtaler og møder. Jeg ville have mere ro og et arbejde, jeg kunne passe hjemmefra.
Jod og jeg delte virksomheden. Han overtog den del, der arbejdede med tryk og turistguider, mens jeg overtog IT Graphix’ andel af villaudlejningen og blev direkte partner med Marc. Jod og jeg er stadig gode venner og arbejder fortsat sammen, når et projekt bringer os sammen.
Min kone og jeg boede to år i Hua Hin og senere i Bangkok, Chaiyaphum og siden Bangkok igen. Jeg arbejdede hjemmefra og kunne derfor fortsætte udviklingsarbejdet, uanset hvor vi boede.
Klik.villas, Rentivo og fjernarbejde
Marc og jeg udvidede villaudlejningen, og i 2011 udviklede vi Klik.villas. Jeg stod for den tekniske udvikling, mens Marc kom med sin erfaring fra hoteller og villaudlejning. Systemet samlede reservationer, regnskab, vedligeholdelse og bookingkanaler. Gregers skrev senere om det i ScandAsia.
I 2016 slog vi virksomheden sammen med Rentivo, som lå i Devon. Jeg fortsatte det samme udviklingsarbejde fra Danmark, mens Marc arbejdede fra Barcelona og resten af holdet fra Torquay. Sådan arbejdede vi frem til salget af virksomhederne i 2022.
Tilbage i Danmark
Min kone og jeg flyttede til Danmark i 2016, og vores datter blev født i 2018. En af grundene til, at jeg fortsat bygger på WhyBangkok.com, er håbet om, at det kan blive noget, min datter og jeg udvikler sammen, når hun bliver ældre – og måske en dag en indtægtskilde for hende.
Med Webstudiet er jeg tilbage ved den del af arbejdet, jeg altid har holdt mest af: at forstå et konkret problem og bygge løsningen. Det er en enkeltmandsvirksomhed. Du taler med mig, og jeg laver arbejdet.
Du kan læse om de opgaver, jeg kan hjælpe med, hvordan vi arbejder sammen på afstand, og mine erfaringer i artiklerne og de tekniske guider. Du kan også finde mig på LinkedIn.
De rejser, jeg stadig gerne vil ud på
Femten år i Thailand fik ikke rejselysten ud af mig. Jeg vil stadig gerne bo længere tid ad gangen steder, jeg ikke kender – ikke jage gennem land efter land med en bærbar, men blive samme sted i uger eller måneder, finde et skrivebord og en rytme og lade oplevelserne ske omkring en almindelig arbejdsuge. En arbejdsdag, der slutter i et kvarter, jeg aldrig har gået rundt i, tiltaler mig mere end en kort ferie, der skal nå det hele.
Det er en ambition, ikke en plan. Med en lille datter og et liv i Danmark er det ikke det næste, der sker. Men det er en af grundene til, at jeg går op i den ukurante del af fjernarbejde: versionsstyring, beslutninger på skrift og noter, en anden kan følge. Det er dem, der afgør, om arbejdet overhovedet kan flytte med.
Når jeg ikke arbejder
Jeg holder med Randers FC og lytter jævnligt til de danske podcasts Den Hvide Væg, Elefanten i Rummet og Langt fra Løgnen. Musikken skifter fra The Beatles, Pink Floyd og Aerosmith til Kim Larsen, Eminem, MC Einar og Østkyst Hustlers. Hotel California er en af de sange, jeg altid vender tilbage til.
Jeg har også en svaghed for talentshows på YouTube. Jeg kan godt lide at se ukendte mennesker få chancen for at vise, hvad de kan – og nogle gange slå igennem.
Fortæl, hvad du har brug for
Har du en hjemmeside eller et websystem, der trænger til hjælp, eller en idé til noget nyt, så send mig URL’en og fortæl, hvad du har brug for. Jeg svarer selv.