Skip to content
Udgivet
Opdateret

Sådan analyserer du din hjemmeside

Når du analyserer din hjemmeside, skal du undersøge, om folk kan finde de vigtigste sider, forstå, hvad du tilbyder, og sende en henvendelse eller gennemføre et køb. Gennemgå synlighed, hastighed, brugervenlighed og forløbet frem til kontakt eller booking, og saml problemerne i en kort liste over rettelser.

Brug den gratis URL-analyse til automatiske tekniske tjek af en offentlig side. Trinnene nedenfor supplerer med manuelle tjek og hjælper dig med at vurdere, hvilke problemer der skal løses først.

Du kan selv lave en nyttig første gennemgang. Vælg nogle få vigtige sider, følg punkterne nedenfor, og skriv kort ned, hvad du finder. Hvis du allerede ved, at noget ikke virker, så begynd dér.

Hjemmesideanalyse med oplysninger om teknisk SEO og hastighed

Vælg de sider og handlinger, du vil undersøge

Skriv ned, hvad den besøgende skal kunne: forstå en ydelse, finde en pris, sende en henvendelse eller gennemføre en booking. Så har du noget konkret at teste.

På en mindre virksomheds hjemmeside kan du begynde med forsiden, en vigtig side om en ydelse eller et produkt og forløbet frem til kontakt eller booking. Tag også en side med, som får besøg fra søgemaskiner, hvis du har de oplysninger. På en større hjemmeside bør du vælge eksempler på de forskellige sidetyper og skabeloner og de sider, hvor besøgende har oplevet problemer.

En gennemgang af én side fortæller noget om den side. Den viser ikke, om hele hjemmesiden fungerer. En fejl i den fælles menu kan ramme alle sider, mens en defekt bookingkalender måske kun spærrer for én vigtig handling. Når du finder et problem, så undersøg, hvor det ellers optræder.

Notér sidens adresse, enhed og browser, hvad du forsøgte, og hvad der skete. Et skærmbillede eller den præcise fejlbesked er mere nyttig end en note om, at “formularen virker ikke”.

1. Synlighed i søgemaskiner: kan de rette besøgende finde siden?

Begynd med en vigtig side, som du ønsker, at folk skal finde via søgning. Brug URL-inspektion i Google Search Console til at kontrollere, om siden er indekseret. Se derefter på de søgninger, der giver siden eksponeringer og klik. Passer de til det, siden faktisk tilbyder?

Læs siden med de besøgende i tankerne. Beskriver titlen emnet præcist? Besvarer indledningen deres spørgsmål? Kan de finde de oplysninger, de skal bruge for at træffe en beslutning?

Hvis siden mangler i søgeresultaterne, skal du undersøge årsagen, før du ændrer teksten. Googles grundlæggende SEO-guide forklarer, hvordan sider bliver fundet og indekseret. URL-analysen kan hjælpe med at undersøge tekniske forhold på en offentlig side, men kan ikke bekræfte, at Google har indekseret den.

Hvis problemet går igen på flere sider, viser guiderne om teknisk SEO, hvad du kan undersøge videre, blandt andet interne links, adgangsbegrænsninger og flere URL’er med samme indhold. Skeln mellem sider, som bevidst er holdt ude af søgeresultaterne, for eksempel private kontosider, og sider, der bør kunne findes.

2. Hastighed: kan de besøgende læse og handle uden ventetid?

Åbn de valgte sider på en telefon, og brug dem. Læg mærke til, hvornår det vigtigste indhold vises, om tekst og knapper flytter sig under indlæsningen, og om menuen og formularen reagerer, når du trykker. Prøv både mobilnettet og dit sædvanlige Wi-Fi.

Undersøg dine observationer nærmere med PageSpeed Insights. Værktøjet kombinerer en test under kontrollerede forhold med data fra faktiske besøg, når der er nok data. Testen hjælper med at finde mulige årsager, mens besøgsdata beskriver tidligere oplevelser. Resultaterne kan være forskellige, fordi de er målt under forskellige forhold.

  • Indholdet vises sent: se efter store billeder, langsomme svar fra serveren eller scripts, der forsinker visningen.
  • Sidens indhold hopper: hold øje med billeder, bannere og indlejret indhold, som dukker op, uden at der er afsat plads til dem.
  • En knap eller menu reagerer langsomt: prøv selve handlingen. Siden kan se færdig ud, selv om bookingkalenderen eller menuen endnu ikke reagerer.

Det er mulige spor, som skal undersøges. Gentag en test, før du drager konklusioner ud fra et enkelt langsomt resultat. Gem den oprindelige måling, og test under sammenlignelige forhold efter en ændring. Googles dokumentation til PageSpeed Insights forklarer forskellen mellem de to typer målinger.

3. Brugervenlighed: kan folk forstå og bruge siden?

Læs en side om en ydelse eller et produkt, som om du ikke kender virksomheden. Fremgår det, hvad du kan få, hvem det er til, hvad det koster, eller hvordan du får en pris? Er næste skridt tydeligt? Manglende oplysninger kan gøre en teknisk velfungerende side svær at bruge.

Bed en person, som ikke kender hjemmesiden, om at finde en bestemt ydelse eller et svar. Læg mærke til, hvor personen tøver, før du hjælper. Et menupunkt, der giver mening internt i virksomheden, kan være uklart for en kunde.

Tilgængelighed hører også med i gennemgangen. Prøv disse enkle kontroller:

  • Brug tastaturet til at bevæge dig gennem links, menuer og formularer. Du skal kunne se, hvilket element der er valgt, og betjene det uden mus.
  • Zoom ind, og kontrollér, at teksten stadig kan læses, og at vigtige knapper og felter stadig kan bruges.
  • Se efter tekst, der overlapper, besværlig vandret rulning og knapper, der er svære at ramme på telefonen.
  • Kontrollér, at formularfelter har tydelige betegnelser, og at fejlbeskeder forklarer, hvad der skal rettes. Farve alene bør ikke bære beskeden.

WAVE kan hjælpe med at finde problemer som manglende feltbetegnelser og for svag tekstkontrast. Automatiske kontroller og denne korte gennemgang kan ikke afgøre, om hjemmesiden er fuldt tilgængelig. W3C’s Easy Checks giver konkrete anvisninger til en første gennemgang og henviser til en mere grundig vurdering.

4. Fra besøg til handling: bliver henvendelsen eller købet gennemført?

Følg hele det forløb, en kunde skal igennem. Begynd på en side om en ydelse eller et produkt, find næste skridt, udfyld oplysningerne, og kontrollér resultatet. Prøv både på telefon og computer.

Ved en kontaktformular skal du kontrollere følgende:

  • Du kan finde formularen fra den relevante side, og den spørger efter oplysninger, du med rimelighed kan give.
  • Hvis oplysninger mangler eller er ugyldige, forklarer formularen problemet og bevarer det, du allerede har skrevet.
  • Når formularen er sendt, får du en tydelig bekræftelse og besked om, hvad der sker bagefter.
  • Henvendelsen når frem til den rette indbakke eller det rette kundesystem med alle oplysninger og en afsenderadresse, der kan besvares.

En besked om, at formularen er sendt, viser kun, hvad brugerfladen har meddelt. Kontrollér, at virksomheden faktisk har modtaget henvendelsen. Hvis den mangler, så notér tidspunktet for testen, og bed udvikleren følge indsendelsen gennem hjemmesidens system og mailtjenesten.

Ved booking eller køb skal du også kontrollere ledige tider eller varer, samlet pris, betaling og bekræftelse. Brug udbyderens testtilstand, hvor det er muligt, eller aftal en kontrolleret test med den ordreansvarlige, så du ikke opretter en uventet betaling eller reservation.

Vurdér, hvad der skal rettes først

Spørg ved hvert fund, hvem det rammer, hvad det forhindrer, og hvor sikker du er på årsagen. Vurdér derefter tidsforbruget og risikoen ved ændringen.

Jeg ville placere et bekræftet problem, som stopper en henvendelse, betaling eller anden vigtig handling, højt på listen. En fejl i en fælles menu eller formular fortjener også opmærksomhed, fordi én rettelse kan hjælpe på mange sider. En lavere score eller en enkelt advarsel kræver en tydeligere forklaring på konsekvensen, før den bliver en prioritet.

Skeln mellem mulige årsager og det, du har bekræftet. “Billedet er stort” er en observation. “Det vigtigste indhold er skjult, mens billedet indlæses” er et konkret problem, du kan undersøge og teste igen.

Eksempel: en analyse af denne guide

I oktober 2026 gennemgik jeg webstudiet.dk på den måde og begyndte med netop denne side. Search Console viste over de foregående seks måneder 3.573 visninger i Google og ét klik. Gennemgangen gav tre fund:

  1. Siden blev vist, men ikke valgt. Når næsten ingen klikker, kigger man som regel først på titel og beskrivelse. Siden lå dog i gennemsnit omkring plads 30, og hjemmesidens største analysesøgninger var brede søgninger som “website analyse”, “seo analyse” og “analyse af hjemmeside”. Mange, der søger sådan, vil have et værktøj, der tjekker deres hjemmeside, ikke en guide. Det egentlige spørgsmål var derfor, hvilken side der skal svare på hvilken søgning. Jeg gav URL-analysen en titel rettet mod dem, der leder efter et værktøj, og gav guiden en titel, der handler om, hvordan man laver analysen. Om det virker, viser sig først i Search Console i løbet af de kommende måneder.
  2. Analyseværktøjets egne råd var forkerte nogle steder. Rettelsesforslaget til sikkerhedsfundet nedenfor var vagt, så jeg gennemgik alle de forslag, værktøjet giver. Et tjek markerede sider uden et robots-metatag som fejl og anbefalede at tilføje index, follow. Ifølge Googles dokumentation må siden som udgangspunkt indekseres, og dens links må følges, så tagget er ikke nødvendigt. Jeg rettede tjekket i stedet for siderne. Et fund fra et værktøj er en påstand, der skal efterprøves, også når jeg selv har lavet værktøjet.
  3. En sikkerhedsheader gav en lavere karakter end nødvendigt. Mozillas HTTP Observatory gav hjemmesiden B+, fordi dens Content Security Policy tillod inline-scripts. På en WordPress-hjemmeside, hvor plugins tilføjer deres egne inline-scripts, kan det blive et langt projekt at fjerne den tilladelse, og dér ville jeg ofte lade det være. Her stod kun to små scripts fra byggeprocessen og ét script, som Cloudflare indsætter, i vejen, så ændringen var umagen værd. Karakteren blev A+.

Jeg prioriterede dem i den rækkefølge, fordi synligheden i søgning handler om hele sidens formål, det forkerte tjek kunne vildlede alle, der bruger værktøjet, og sikkerhedsheaderen var en mindre risiko med en klar løsning. På en anden hjemmeside kan en anden rækkefølge være rigtig.

Slut med en kort opgaveliste, du kan arbejde videre med

Hver opgave bør angive den berørte side eller komponent, dokumentationen, den foreslåede handling, hvem der tager sig af den, og hvordan resultatet skal kontrolleres. For eksempel:

Mobilmenu: åbner ikke på forsiden, siden om ydelser og kontaktsiden i den testede mobilbrowser. Skærmbillede og browseroplysninger er vedlagt. Udvikleren skal undersøge den fælles menu. Gentag kontrollerne efter rettelsen, og bekræft, at menuens links også kan nås og bruges med tastaturet.

Hvis du selv vedligeholder indholdet, kan du som regel rette uklar tekst, manglende oplysninger og almindelige links i teksten. Problemer med kode, serverindstillinger, betaling eller levering af beskeder kan kræve en udvikler. Dine testnoter giver vedkommende et nyttigt udgangspunkt.

Gentag den oprindelige handling efter en rettelse, og kontrollér, at trinnene før og efter stadig virker. Brug det samme lille udvalg af sider til fremtidige kontroller, især efter ændringer i navigation, skabeloner, formularer eller bookingintegrationer. Guiderne om optimering går mere i dybden med konkrete forbedringer.

Analysen er nyttig, når du bagefter kan forklare, hvad der kræver opmærksomhed, hvorfor det er vigtigt, og hvordan du vil kontrollere, at det er løst.

Flere artikler